748
Torsdagen kunde, efter Formandens Tilkjendegivelse, intet Møde holdes, fordi Rigsdagens Slutningsmøde skulde finde Sted denne Dags Formiddag.
Fredagen den 22de Februar, Formiddag Klokken 10,
holdt Retten atter Møde. Samtlige dens Medlemmer vare
tilstede.
Ordet blev først givet til
Den offentlige Anklager: Høie Dommere! Jeg havde
den Ære iforgaars at begynde mit Foredrag i nærværende
Sag og at fuldende den første Afdeling af, hvad jeg havde at
forelægge den høie Ret. Jeg søgte derunder at begrunde
Sagens Stilling og at godtgjøre, at den staaer nu som fra første
Øieblik af, saaledes som Folkethinget havde villet, at den skulde
stilles. Jeg søgte fremdeles at vise, at en rigtig Fortolkning
af Grundlovens § 23, sammenholdt paa den ene Side med
Bestemmelserne om Ministeransvarligheden, paa den anden
Side med Bestemmelserne om Rigsdagens Berettigelse til at
votere Penge og Mandskab, maatte føre til det Resultat, at
Rigsdagen utvivlsomt har været berettiget til at udtale sig om
Spørgsmaalet om Hensigtsmæssigheden og Nødvendigheden af
de omhandlede Rustninger. Jeg søgte overhovedet at vise, at
der ikke kunde være Spørgsmaal om Angreb paa det kongelige
Prærogativ, netop paa Grund af vor constitutionelle
Forfatning, og jeg sluttede med at paavise, at den Omstændighed,
at Kundgjørelsen af 28de Januar 1852 var kommen imellem
den 5te Juni 1849 og den 2den October 1855 ikke i fjerneste
Maade havde kunnet forandre Sagernes Stilling. Jeg
godtgjorde yderligere, at, hvad der under nærværende Sag er
Spørgsmaal om, ene og alene er Kongerigets Penge. — Jeg
troer ikke, at jeg i saa Henseende har henvist til den høie Rets
Beslutning af 27de November forrige Aar; men det veed jeg,
at jeg kunde have gjort det, kunde have henviist til hele den
Procedure, som gik forud for selve Beslutningen, idet jeg da
med Statsregnstabet i Haanden godtgjorde, at, hvad der fra
