621
foresvævet den offentlige Anklager, som Nat er forskjellig fra
Dag. Men jeg kan slet ikke tænke mig, at man overhovedet
skulde kunne komme til nogetsomhelst Ansvar; thi i en Sag,
der fra Først til Sidst er en Bona fide-Sag, hvor der fra
Først til Sidst er handlet efter Conduite og bedste
Overbevisning, kommer man ikke let til at decretere Straf, allermindst
en saa urimelig Straf, som det Hele er stilet paa.
Jeg troer med disse Bemærkninger at turde forlade dette
Parti om Straffesporgsmaalet; og da jeg veed, at det ikke
ønstes, at Forhandlingerne udstrækkes over Kl. 2, og det er
bleven mig betydet, at jeg hellere maa holde op lidt før end
lidt senere, skal jeg ikke nu begynde paa Erstatningsmaterien
men med den høitærede Formands Tilladelse standse her for idag.
Hermed afbrødes Forbandlingerne (Kl. 13⁄4) for at fortsættes
den følgende Dags Formiddag Kl. 10.
Tirsdagen den 19de Februar, Form. Kl. 10,
samledes Rigsretten atter. Alle dens Medlemmer vare
tilstede.
Formanden gav Ordet til
Advocat Liebe: Høie Dommere! Jeg skal idag have den
Ære at fortsætte mit Forsvar, som jeg igaar begyndte. Jeg
tilendebragte igaar Behandlingen af Materien om
Straffeansvaret i dets Almindelighed, og jeg tør haabe, at det
derved lykkedes mig at godtgjøre, at under alle
Omstændigheder den altid uundværlige Betingelse for ethvert Straffeansvar
— Bevidsthed hos den Vedkommende om en
brødefuld Handling — her i Sagen fuldstændigt savnes. I
værste Fald vilde her kun være Spørgsmaal om en Forseelse
imod Formen, en Forseelse, som reducerer sig til et mindre
rigtigt Jugement, et muligviis mindre rigtigt Valg — Noget,
hvorom der kan være deelte Meninger. Og naar Forseelsen
reducerer sig til et Saadant, til et Feilgreb i et saadant
Omdømme og Valg, og tilmed under saa aldeles undskyldende
Rigsretstidende.
41
