500
saadanne Yttringer, er man saa ikke berettiget til at vente, at
den vil billige de dertil medgaaede Udgifter? Men ogsaa fra en
anden Side, fra Statssikkerhedens, Statsvellets Side, vare
saadanne Foranstaltninger fornødne. Det er befundet af Den, hvis
Regentpligt det var at skjærme om Staten, jeg mener, Statens
Overhoved, som fandt disse Udgifter nødvendige. Man var
saaledes berettiget til at vente, at den anden medudgiftbevilgende
Magt ogsaa vilde givet sit Bidrag for Kongerigets
Vedkommende, navnlig naar det som i dette Tilfcrlde, hvorom her er
Spørgsmaal, var støttet paa hine fra alle Sider retfærdiggjorte
Grunde.
Ved denne nys af mig omtalte Yttring i Folkethinget er
det klart, at der var stiftet og oprettet et Tillidsforhold mellem
det og Regjeringen, som desuden berettigede denne fuldkommen
baade til at afholde og vente billiget de omhandlede Udgifter.
Jeg kan i saa Henseende holde mig alene til dette enkelte
Punkt, fordi det indlyser klart nok af sig selv.
Vi ville nu derhos erindre, at Krigsministeren og
Rigsdagen forhen stadigen have været enige om de Udgifter, hvor
der fandt Overskridelser Sted, fremkaldte ved overordentlige
Tilfælde. Hvad disse Overskridelser angaaer, er der gjennem
flere Aars Erfaring, gjennem flere Aars Praxis, etableret
mellem Krigsministeriet og den danske Rigsdag en Praxis,
hvorefter ingen og navnlig ingen i Statens Interesse af ham
som fornøden befundet Udgift bagefter er blevet nægtet — og
derpaa lægger jeg naturligviis en overordentlig stor Vægt; thi
derved har der dannet sig et saadant Tillidsforhold mellem
begge — jeg sigter til hans Administration; thi hvad man
end har sagt om Generall. Hansen i andre Henseender, saa
har man dog altid anerkjendt ham for en dygtig og sit Fag voxen
Mand; — derved har der, som sagt, dannet sig et saadant
Tillidsforhold mellem Administrationen og den Myndighed, som skal
bevilge Penge til Administrationen, som har berettiget denne
til at gjøre hensigtsmæssige Udgifter. Jeg behover ikke at
gaae i det Enkelte i saadanne Tilfælde. Thi hvad der
gjælder i det private Liv, maa, hvad der er klart, ogsaa gjælde
