496
statning, vil jeg tillade mig at inddrage, som min
Formening, de Spørgsmaal, hvorpaa Sagens Afgjørelse i det hele
foreliggende Tilfælde beroer, naturligviis ikke som nogen
Theori, men, som sagt, som min egen personlige Mening, som
de Punkter, hvorom Sagen formeentlig dreier sig. Efterat jeg
har gjort dette, maa jeg desværre besvære den høie Ret med
nogle temmelig trivielle Specialiteter, nemlig de Punkter, som
særstilt ere paaftaaede Generall. Hansen til Udgift og Ansvar;
det vil blive den lille Sag. Jeg vil derpaa komme til at
tilføie noget Specielt om Admiral Bille og Geheimeraad Ørsted,
nogle faa Bemærkninger vil jeg tilføie om Anklageskriftet og
de Yttringer, den ærede Anklager har brugt i sit Resumée, og
derpaa haabe at kunne slutte og nedlægge min Paastand.
Jeg vil kun ønske, at Tiden dertil idag maatte slaae til, jeg
skal imidlertid bestræbe mig derfor.
Hvad angaaer den anden Deel af Sagen, som
Anklageskriftet har lagt de Anklagede til Ansvar, nemlig at erstatte
de Summer, som Rustningerne have kostet, da har den
offentlige Anklager forsaavidt havt nogen Ret i Anklageskriftet, at
han ikke har theoretiseret over Retsregler for dette Punkt; thi
det vilde uden Tvivl komme ham meget vanskeligt. Der er
allerede en stor indvortes Modsigelse i den Tanke, at, hvad
en Statstjener med Samtykke og Ordre af Statens
Overhoved har udgivet til Statens Tarv og Forsvar, det skal han
betale af sin egen Lomme, efterat det engang af Statskassen
er bleven afholdt. Denne Modsigelse vilde det være umuligt
at komme ud af, undtagen ved et saa vagt — jeg kan gjerne
kalde det — et saa yndet Lovsted, som at sige: Det er en
Selvfølge; thi det er den ærede offentlige Anklagers hele
Theori. Naar det under alle Omstændigheder vanskelige
Retsspørgsmaal om Skadeserstatning ellers i andre Henseender
mellem M and og M and er meget vanskeligt, saa er det her
maaskee endnu vanskeligere. Den offentlige Anklager har i sit
Indlæg indskrænket sig til at sige: at de Tiltalte maa erstatte
disse Summer, det er en Selvfølge. Det er det almindelige
Lovsted, som man citerer ved Thinge i Mangel af andre, at
