436
(hvad jeg iøvrigt heller ikke anseer den berettiget til som
Nægtelsesgrund), hvorvidt disse Foranstaltninger have ført
til et beviislig t Udbytte eller til Gavn for Landet, kan det jo
være en Betragtning, som kan være tilstedelig i Diskussionen;
men jeg erkjender den ingenlunde for berettiget som Motiv
for at nægte Kongerigets Bidrag.
Jeg maa engang for Alle herved erklcere, at naar Hs.
Majestæt har resolveret militaire Foranstaltninger tillands og
tilvands, saa ere disse militaire Foranstaltninger givne som et
Lovstatut, og ere de givne af Hs. Majestæt Kongen til
Landets Farsvar, maa deres Hensigtsmæssighed betragtes
absorberet ved deres Lovlighed; thi det er af Øiemedet en Selvfølge,
at en saadan Beslutning ikke tages, uden at den netop derved
retfærdiggjøres som hensigtsmæssig.
Hermed afbrødes Forhandlingerne (Kl. 2) for at
fortsættes den paafølgende Dags Formiddag Kl. 10.
Fredagen den 15de Februar, Kl. 10, samledes Rigsretten
atter. Samtlige dens Medlemmer vare tilstede.
Formanden gav Ordet til
Etatsraad Salicath: Høie Dommere! Jeg blev igaar
afbrudt, idet jeg var i Begreb med at prøve de Grunde,
hvorpaa Betænkningen over Tillægsbevillings-Lovudkastet for 1854
til 1855 var bygget, og jeg dvælede navnlig ved Spalte
443 i Rigsdagstidendens Anhang, hvor denne Betænkning er
indført, og hvor der er 2 Hovedspsrgsmaal, som Udvalget
gjør det sig til Opgave at undersøge, Rustningernes
Lovlighed og deres Nødvendighed. Efterat dette er anført,
gaaer Betænkningen over til det Spørgsmaal, som egentlig nu
er Sagens Kjærne eller dens nuværende Vendepunkt. Det
hedder nemlig: „Naar særdeles Forhold fremkalde store
overordentlige Udgifter, er det en konstitutionel Regjerings Pligt,
dersom det kun er muligt, at søge det constitutionelle
