159
Mandagen den 26de November, Formiddag Kl. 10,
fortsattes de i forrige Møde afbrudte Forhandlinger. — Alle
Rettens Medlemmer vare tilstede.
Formanden gav Ordet til
Den offentlige Anklager: Høie Dommere! Da ved
Sagens Foretagelse den 16de October d. A. de Tiltalte førte
hoie Klagemaal over, at de nu saalænge havde maattet tie i
Forventning om Domstolenes Retfærdighed, maatte man jo
vistnok troe, at de glædede sig til, at Øieblikket nu var
kommet, da de kunde tale. Man skulde have forventet, at de
vilde have mødt med aabent Visir, for, som Riddere uden
Frygt og Dadel, i hæderlig Kamp, saaledes som den altid
finder Sted ved Landets Domstole, at godtgjøre deres Uskyld
eller idetmindste at forsøge at aftvætte den Plet, der var sat
paa deres Skjolde. Det er imidlertid ikke kommet saaledes.
De have anseet det for hensigtsmæssigt gjennem Indsigelser
imod den høie Rets Kompetence, dens Berettigelse til at tage
nærværende Sag under Paakjendelse, at søge at undgaae det
truende Ansvar, og de have, saaledes som den høie Ret vil
gjenkalde sig fra sidste Møde, ikke blot fremsat den Indsigelse,
med Hensyn til hvilken de strax toge Reservation, men de have
fundet en ny, der dog omtrent er ligesaa gammel som alt
constitutionelt Liv i Europa.
Om de Tiltalte nu have handlet klogt heri, om denne
Fremgangsmaade kan tjene til at gjenoprette deres Ære i
Medborgeres Omdømme, det maa jeg naturligviis lade dem
selv om; men Eet forekommer mig dog klart, at de da ei
heller kunne vane berettigede til at fore Klage over, at de ikke
kunne finde Leilighed til at fremkomme med deres Forsvar. Som
enhver Tiltalt have de jo imidlertid fuld Berettigelse til at
fremsætte de Indsigelser, hvori de maatte troe bedst at kunne
søge deres Forsvar, og de fremsatte Indsigelser maae saaledes
sinde deres Afgjørelse. De skulle erholde denne umiddelbart
af den høie Ret, idet denne i sin Heelhed og i ethvert enkelt
Medlem er kaldet til at afgjøre dette Anliggende, uafhængigt
11*
