107
og at der med dem forholdes paa den og den Maade for
Kongeriget Danmarks særlige Anliggender, og
ene derfor. Der bestaaer ikke længere for Kongeriget
Danmark nogen anden Rigsret end ikkun en til de særlige Sagers
Behandling og Paakjendelse indskrænket; der existerer efter
2den Oktober d. A. ingen Kongeriget Danmarks
Rigsret for de fælles Anliggender. — I § 73 heed
det: „Rigsretten paakjender de af Folkethinget mod Ministrene
anlagte Sager”, nu selvfølgeligen ikkun, „forsaavidt disse Sager
ogsaa nu grundlovmæssigen kunne fremmes ved Rigsretten",
eller med andre Ord efter den 2den Oktober ikkun de,
der angaaede særlige Anliggender og slet ingen
andre.
Det er disse Paragrapher af Grundloven, som den
tidligere § 6 i Grundlovsbestemmelsen af 29de August l855 har
gjort fra Paragrapher med et videre Omfang til Paragrapher
med et snevrere Omfang og jeg tør tro, at det efter de
oftnævnte Forfatningsbestemmelser af 2. Oktober og hvad jeg i
Forbindelse hermed har tilladt mig at nævne, ikke kan være
Gjenstand for Tvivl, at det jo forholder sig, som jeg har sagt,
at efter 2. Oktober d. A. er der ikke længere for Kongeriget
Danmark nogen Rigsret, der kan behandle og paakjende
Fællessagerne; Kongeriget Danmarks Rigsret kan nu
lovligen aldeles Intet have at gjøre med
Behandlingen og Paakjendelsen af Sager, der dreie sig
om de fælles Anliggender. — Dette er det første
Hovedpunkt, hvorpaa jeg støtter mig i nærværende
Sag, det første, saavidt jeg skjønner,
uomtvistelige og uimodsigelige Punkt.
Er dette nu saaledes, saa kan det videre Spørgsmaal uden
Tvivl alene være, om nærværende Sag hører til de fælles
Sager eller t i l Kongeriget Danmarks scrrlige Sager, og dette
maa igjen beroe paa Beskaffenheden af de Anliggender, hvorom
det her gjcelder, i hvilke Ansvaret skal være paadraget, om
nemlig disse Anliggender ere fælles eller særlige. Men dette
Spørgsmaal om Sagens og om Anliggendernes Beskaffenhed
