106
Forfatningsinstitutione til ene og alene at have
med de særlige Anliggender at bestille.
Denne Kundgjørelse har som et Tillæg hvad der, som
alt berørt, tidligere stod i selve Grundlovsbestemmelsens § 6,
at selvfølgeligen visse Paragrapher i Grundloven vare ganske
ophævede ved Grundlovsindskrænkningen, medens andre vare
ikke ganske ophævede, men indskrænkede, nemlig
forsaavidt de angik baade det Fælles og det Særlige.
da de i saa Fald for Fremtiden kun bleve
gjældende for det Særlige.
De Paragrapher i Grundloven, hvorom det Sidste —
Indskrænkningen fra et videre Omfang, en videre Gyldighed,
til et snevrere Omfang, en snevrere Gyldighed — gjelder, ere,
forsaavidt de i nærværende Sag kunne have nogen Interesse,
følgende. Først § 18, der foreskrev Ministrenes Ansvarlighed
for Regjeringens Førelse. Saaledes som denne § oprindeligen
stod i Grundloven, var det jo naturligviis at forstaae om en
Ansvarlighed for Regjeringens Førelse baade i det Fælles og
i det Særlige; men efter 2. Oktbr. d. A . er § 18 at læse,
som om der ene stod: „Ministrene ere ansvarlige for
Regjeringens Førelse med Hensyn til Kongeriget Danmarks
særlige Anliggender." I § 20 heed det: „Ministrene
kunne tiltales for deres Embedsførelse; Folkethinget anklager.
Rigsretten dømmer." Herom gjelder selvfølgeligen det samme
som om § 18. Oprindeligen havde Paragraphen havt
Betydning for det Hele — for det Fælles, ligesaa fuldt som for det
Særlige; — men efter 2. Oktbr. har den kun Betydning for
det Særlige, kan kun læses som gaaende ud derpaa og paa intet
Mere. — I § 72 siges Rigsretten at bestaae as de og de
Medlemmer, og at der forholdes med den paa den og den Maade.
Dette var naturligviis for den 2. October at forstaae som
en Bestemmelse, der gjaldt med Hensyn til alle Sager, der
dengang grundlovmæssigen bragtes for Rigsretten, altsaa
baade de fælles og de særlige Sager. Men efter 2. Oktober
sidstleden er dette selvfølgeligen heelt anderledes, idet §en nu
ikkun siger, at Rigsretten bestaaer af de og de Medlemmer,
