103
Allerede under 29. Aug. d. A, var, som bekjendt,
udkommen Grundlovsbestemmelsen om Indskrænkning
af Grundloven af 5. Juni 1849. Det hedder i denne
Grundlovsbestemmelse af 29. August 1855 i Indledningen,
at Kongen gjør vitterligt, at efterat den i Rigsdagen i tvende
ordentlige Samlinger vedtagne og derefter af Kongen
allernaadigst bifaldte Grundlovsbestemmelse om Indskrænkning af
Grundloven af 5. Juni 1849 i Henhold til nysmeldte Lovs
§ 100 har været forelagt en af nye Valg fremgaaet Rigsdag
og af denne 3die Gang i uforandret Skikkelse er bleven ved
taget, stadfæster Kongen herved denne Grundlovsbestemmelse.
Af dette Aktstykke, der i dets hele Indhold selvfølgeligen
er af den høieste Vigtighed for nærværende Sag, skal jeg til
lade mig at mrvne, hvorledes det i dens § 1 hedder:
„Grundloven af 5. Juni 1849 indskrænkes til at gjælde
for Kongeriget Danmarks særlige Anliggender.” —
I dens 2. § siges der, hvilke Kongeriget Danmarks
særlige Anliggender ere, og idet jeg i Almindelighed
bemærker om §'ens Indhold, at det ved Gjennemlæsningen
strax siges, at der ikke deri findes Noget, der vedrører Fællesministerierne, navnlig ikke Krigs- og Marineministeriet, skal
jeg specielt fremhæve, at det nede i §en hedder, at særlige
Sager ere alle med de særlige Anliggender
forbundne Indtægter og Udgifter, altsaa kun de Udgifter,
der ere forbundne med de særlige Anliggender, ikke de
Udgifter for Kongeriget, der ere forbundne med de fælleds
Anliggender. Disse sidste Udgifter ere ikke nogen Sag for
Kongeriget, med dem have Kongeriget og dets
Forfatningsinstitutioner ikke at bestille. — I Forbindelse med denne § af
Grundlovsbestemmelsen af 29. Aug. 1855 tør jeg tillade mig
allerede her at bringe i Erindring, at § 22 i Forfatningsloven
af 2. Oktober siger, at Fællesanliggender for
Monarchiet og Monarchiets Institutioner ere alle de,
der ikke ere udtrykkeligen betegnede som særlige
for de enkelte Landsdele, hvilket jo ikke kan andet end
Yderligere forøge Betydningen af § 2 i Grundlovsbestemmelsen
