102
Brøksform. Dette Sidste, et eventuelt Rigsretsansvar
under en Brøksform, vilde vel iøvrigt vanskeligen kunne
gjennemføres, al den Stund ingen Deling eller Adskillelse i
saadanne Forhold synes mulig, men Handlingerne uden Tvivl
enten maatte vane heelt lovlige eller heelt ulovlige og
Ansvaret enten maatte være for det Hele eller for slet Intet.
Jeg skal forøvrigt ikke her udvikle Noget af dette rige
Stof videre, ligesaalidt som jeg skal dvæle ved de mange Slags
Misligheder, hvori en Rigsretsforhandling af en saadan Art
og under saa exceptionelle Forhold absolut maatte stede ikke
blot de Tiltalte, men ogsaa Rigsretten selv. — Alt dette være
nemlig som det vane vil, saa agter jeg ingenlunde at bestride,
at jo Sligt vilde kunne have været muligt, formaliter muligt,
saalænge vi endnu ikke vare naaede til den 2den Oktbr. 1855 og
den først da fuldstændigen indførte nye Tingenes Tilstand. —
Jeg for mit Vedkommende maa, alle Misligheder og Ulemper
uagtet, erkjende, at ingen Forandring af den tidligere
Grundlovstilstand er indtraadt eller lovligen kunde være indtraadt
enten i Kraft af de historiske Forudsætninger i Grundloven
af 5. Juni 1849, in specie dens § 5 eller ved
Kundgjørelsen af 28. Januar 1852 eller ved nogetsomhelst Senere,
saalænge ikke Grundloven var forandret gjennem dens egen §
100 eller med andre Ord, indtil Forfatningsdestemmelserne
af 2. Oktbr. sidstleden.
Altsaa indtil den 2. Oktober sidstleden, men
saa rigtignok heller ikke et eneste Øieblik længere!
Den nye Tingenes Tilstand, kjøbt igjennem Opoffrelser
og tilbleven igjennem Trængsler, men dog — hvad vi Alle
maae ønske og haabe — med lykkelige Forjættelser for Danmarks
Fremtid, afløste hiint tidligere uheldsvangre Provisorium og
afløste det strax og fuldstændigen, saa at Intet længer
blev tilbage deraf. Derfor vender jeg nu Blikket fra
Tidsrummet for d. 2. Oktbr. sidstl. og de deri liggende
Forlængsler efter de nye Forfatningsbestemmelser, hen til disse vigtige
Bestemmelser selv, hvorom det er, at det her fornemmeligen
gjælder.
