Side:Rigsretstidende 1ste Sag (1855) - Stenographisk Beretning om Rigsrettens Forhandlinger i den under 26de Marts 1855 af Folkethinget mod flere forhenværerende Statsministre besluttede Rigsretstiltale.pdf/111

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

101

dene ved Finanslovenes Tilblivelse. Imedens der jo i de første Finantslove efter den danske Grundlov ingen udvortes Adskillelse var bleven gjort imellem Kongerigets særlige og Monarchiets fælles Anliggender, blev, som bekjendt, denne Adskillelse indført i den første Finantslov, der blev til under Indvirkning af Kundgjørelsen af 28de Januar 1852, nemlig Finantsloven af 31te Juli 1853 for Finantsaaret 1853—1854. I denne Finantslov voterede man jo med Hensyn til de fælles Anliggender saavel Indtægter som Udgifter ikke med deres fulde Beløb, men alene med den Andel, der efter Forholdet imellem Kongerigets og de andre Landsdeles Folkemængde kunde siges specielt at falde paa Kongeriget, eller 35 af det Hele. Og hvad man saaledes havde begyndt i Finantsloven af 31te Juli 1853, det fortsatte man i Finantslovene 1854—1855 og 1855—56. Ved denne Fremgangsmaade undgik man jo ganske vist noget for de andre Landsdele Stødende; men det var dog vistnok mere blot i Formen, end egentlig i Virkeligheden, at det, der skulde undgaaes, blev undgaaet. — Ved at negte de 35 af Udgifterne til de fælles Anliggender har det jo alligevel skullet være muligt for Kongerigets Rigsdag, at forhindre Kongens Foretagender for hele Monarchiet, Foretagender, som han ansaae for aldeles nødvendige eller hensigtsmæssige, og det uagtet han var meddelagtig i Beslutningsmyndigheden ogsaa for de samme 35, som Rigsdagen havde at beskjeftige sig med, og ene Indehaver af Beslutningsmyndigheden for de andre 25. Og fremdeles, naar det efter den souveraine Konges i Geheime-Statsraadet fattede Beslutning og hans der udtalte Villie var bleven nødvendigt at handle, i ethvert Tilfælde at handle for de Landsdele, i hvilke Kongen var uindskrænket Souverain, og under Omstændigheder, hvor det ikke var muligt at handle for disse Landsdele uden tillige at handle for Kongeriget, hvor der altsaa enten maatte handles for det hele Monarchie eller slet Intet foretages, saa har det jo dog, — under saa­danne Omstændigheder — ligefuldt skullet være muligt for Rigsdagen, ved Kongerigets Rigsret at kalde til Ansvar Kongens Fælles-Ministre, skjøndt ikkun under en