100
maatte indtråde indtil dette kunde skee. Skade kun, at
de tvende Dage, den 28de Januar 1852 og den
2den October 1855, ikke kom til at falde sammen!
Bar dette skeet, vilde Danmark vare blevet befriet
for Meget, og navnlig efter min Overbeviisning,
en Sag som denne aldrig bleven til!
Det skulde nu imidlertid ikke vane saaledes. Tre, ja næsten
fire, lange uhyggelige Aar ligge imellem Kundgjørelsen af 28de
Januar 1852 og Forfatningsbestemmelserne af 2den October
1855 — de triste Vidner til den uundgaaelige Kamp imellem
den nye Tingenes Tilstand, der var kommen til en kun
ufuldstændig, nærmest ikkun factisk Existents, men maatte stræbe
efter at blive til Mere, og den gamle Tingenes Tilstand,
der endnu bestod i sin hele oprindelige formale Rettighed, men
ubetinget var bestemt til at skulle blive til Mindre.
Hvor Skylden nu ligger for hiint Provisorium og dets
Uhyggeligheder, er det ikke her Stedet at undersøge. Om den
ligger hos Regjeringen, der maaskee ikke har været ivrig nok
for at komme bort fra det Tidligere, eller hos Folkerepræsentationen, der ikke har været resigneret nok til at vige tilbage
for det Nye, eller hos begge tillige, eller — hvad der vel er
det Rigtigste, — i selve Forholdenes egen Beskaffenhed,
derover er Historien Dommer, og dens Domme faldes andet
steds. Jeg tager kun Tilstanden saaledes som den er,
Kjendsgjerningen som den foreligger; men det veed jeg, at alle
Ulemperne i disse sidste Aar ere for en meget stor Deel udgaaede
derfra med Nødvendighed, fra Skjevheden og Modsigelserne i
den hele Tilstand, hvoraf en uhyggelig Spændin og almindelig
Utilfredshed ikkun vare Affødninger.
Bestrabelserne fra begge Sider — baade fra Regjeringen
og fra Folkereprasentationen — for midlertidigen at pacificere
Tilstanden, om jeg saa maa udtrykke mig, ere iøvrigt
umiskjendelige. Men disse Bestræbelser vare og maatte være
utilstrækkelige, fordi overhovedet Alt i den Retning maatte være
utilstrakkeligt, uden netop det alene, der skete den 2den
October sidstleden. Jeg kan her navnlig referere mig til Forhol-
