Side:Rigsretstidende 1ste Sag (1855) - Stenographisk Beretning om Rigsrettens Forhandlinger i den under 26de Marts 1855 af Folkethinget mod flere forhenværerende Statsministre besluttede Rigsretstiltale.pdf/107

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

97

Minoritet, at skulle procedere en ren qvæstio juris og navn­lig til Bestridelse af Rettens egen Competence, vil derfor vist­nok ikke iblandt Advocater siges at være en misundelsesværdig Lod. Jeg skylder imidlertid at indrømme, at naar først Rigsretsloven har gjort en slig mislig modus procedendi mulig, saa kunde det efter Omstændighederne ikke let stille sig mindre uheldigt, end her hvor Rettens ikke juridiske Element dog ifølge gunstige Omstændigheder medbringer i Fleerheden af sine Medlemmer et betydeligt Fond af juridisk Indsigt, ja endog i En af de høie Dommere en af vore juridiske Kapa­citeter, i hvem jeg med ærbødig Taknemmelighed hilser en af mine tidligere Lærere. — Jeg har derhos for enhver af disse Mænd saamegen Agtelse, at jeg ikke noget Øieblik tvivler om, at jo Enhver af dem vil bestræbe sig for at holde borte al fordomsfuld og forvanskende Tale, som kan have lydt udenfor denne Sal, og alene stræbe efter at lytte til, hvad der her anføres for og imod og hvis det saa ikke ad denne Vei skulde lykkes, selv at tilegne sig og fastholde en bestemt og sikker Overbeviisning, saa troer jeg, at man ikke vil undsee sig for at udtale et Non-liquet og overlade Afgjørelsen til dem, for hvem den efter deres hele øvrige Livsstilling, mere naturligt ligger.
Jeg vil derfor heller ikke ængstes ved de Vanskeligheder jeg har at beseire, men freidigen gaae til min Gjerning, der, hvor besværlig den end kan være, dog for mig, der nøie er fortrolig med hvad her skal udvikles, synes, saa utvivlsomt sikker og seierrig, at jeg forsaavidt aldrig burde kunne frygte.
Indsigelsen mod Rettens Competence er iøvrigt, hvad jeg alt ved Sagens Incamination tillod mig at bemærke en Indsigelse, som den høie Ret selv ex officio maa skjenke sin fulde Opmærksomhed, hvorfor ogsaa Ufuldkommenhederne ved min Fremstilling og Procedure ville være af mindre Betydenhed; thi hvis jeg maatte feile i min Opfattelse og Fremstilling, saa kunde det Feilende jo ikke være bindende enten for de Tiltalte eller for nogen Anden. Men jeg for mit Vedkommende støtter nærmest Indsigelsen paa Forfatningsbestemmel-