| 537 | Rigsretsdom 22. juni 1995 |
dene tillod det. Denne målsætning fandt i begyndelsen
udtryk i beslutningen om at undersøge mulighederne for en
tvangsmæssig repatriering af de tamilske flygtninge. Dette
projekt blev vel ikke fulgt op, men blev på den anden side
aldrig formelt opgivet. Senere samlede opmærksomheden sig
om mulighederne for en frivillig repatriering, en mulighed,
som UNHCR for sin del ikke på noget tidspunkt i 1988 opgav,
heller ikke for såvidt angår tamilere fra Vesteuropa, og
som regeringen så sent som i december 1988 i redegørelsen
for regeringens flygtningepolitik henviste til som
begrundelse for nedprioriteringen.
Administrationen af de tamilske familiesammenførings-
sager må selvsagt vurderes på baggrund af bestemmelsen i
udlændingelovens § 9. Bestemmelsen hjemler - som Erik
Ninn-Hansen selv gentagne gange har givet udtryk for - et
retskrav på familiesammenføring, når lovens betingelser er
opfyldt. Heri ligger, at der ikke må gives afslag på en
ansøgning, når det er konstateret, at betingelserne for at
meddele tilladelse er opfyldt, og sådanne afslag blev da
heller ikke givet. Derimod kan man ikke af bestemmelsen
udlede, at også en nedprioritering af sagernes afgørelse er i
strid med § 9. Vi finder derfor, at undladelse af at
meddele tilladelse til et antal familiesammenføringer ikke kan
anses som en tilsidesættelse af § 9. Dette var også
opfattelsen hos Justitsministeriets embedsmænd, som på intet
tidspunkt over for Erik Ninn-Hansen gav udtryk for eller
selv havde den opfattelse, at der var tale om en ulovlig
administration.
