At dette Menneske, dette enkelte Menneske, og saaledes ethvert enkelt Menneske, hvad han saa forresten er, at dette enkelte Menneske, som maaskee vilde være stolt af een Gang i sit Liv at have talt med Kongen, dette Menneske, som maaskee ikke bilder sig lidt ind af, at leve paa en fortrolig Fod med Den og Den, at dette Menneske er til for Gud, kan tale med Gud, hvad Øieblik han vil, sikker paa at blive hørt af ham, — dette er til Forargelse. Videre, at for dette Menneskes, ogsaa for dette Menneskes Skyld kommer Gud til Verden, lader sig føde, lider, døer; og denne lidende Gud, han næsten beder og bønfalder dette Menneske om dog at tage mod Hjælpen, som tilbhdes ham: sandelig, er Noget til at tabe Forstanden over, saa dog vel dette! Hver Den, der ikke har ydmygt Mod til at turde troe det, han forarges. Men hvorfor forarges han? fordi det er ham for høit, fordi han ikke kan faae det i sit Hoved, fordi han ikke kan faae sin Frimodighed ligeoverfor det, og derfor maa have det bort, gjort til Intet, til Galskab og Nonsens, thi det er, som skulde det qvæle ham.
"Salig Den, som ikke forarges paa mig." Hvo er det, som forarges? Menneskene. Paa hvem er det, Menneskene forarges? Paa dette Menneske, Gud-Mennesket! Hvad er da Forargelse? Forargelse er ulykkelig Beundring. Forargelse er i Slægt
