beundrer Faderen, og hver Gang Roms Love blive fortolkede, skal det mindes, at Mangen fortolkede dem lærdere, men Ingen herligere end Brutus.
Hvis derimod Agamemnon, medens en gunstig Vind fører Flaaden for fulde Seil til sit Maal, vilde have afsendt hiint Bud, der henlede Iphigenia, for at offre hende; hvis Jephta, uden at være bunden ved noget Løfte, der afgjorde Folkets Skjæbne, vilde have sagt til Datteren: sørg nu i to Maaneder over din korte Ungdom, da vil jeg offre Dig; hvis Brutus havde havt en retfærdig Søn, og dog vilde have kaldt ad Lictorerne for at henrette ham: hvo skulde da have forstaaet dem? Hvis disse tre Mænd paa det Spørgsmaal, hvorfor de gjorde det, havde svaret: det er en Prøvelse; i hvilken vi forsøges, skulde man da have forstaaet dem bedre?
Og Gud fristede Abraham, og sagde til ham, tag Isaak, din eneste Søn, som Du elsker, og gaa hen i det Land Morija, og offer ham der til et Brændoffer paa et Bjerg, som jeg vil vise Dig.
Naar Agamemnon, Jephta, Brutus i det afgjørende Øieblik heltemodigen har tabt det Elskede, og blot skal fuldkomme Gjerningen i det Ydre: da skal der aldrig være en adelig Sjæl i Verden, uden at han har Medlidenhedens Taarer for deres Smerte,
