Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/78

Denne side er blevet korrekturlæst
76

ikke Endelighedens Fuskerier! — Skeer dette, o, da bedrager jeg hende, da maa jeg bedrage hende. Jeg stjæler hendes Billede, som min Indbildning elsker det; jeg skal beskue det, men det skal ikke minde mig om hende, som det hidtil har gjort, da jeg forsagede Erindringens Lindring; thi da er det kun en Erindring.


Da jeg var Barn, var en lille Tørvegrav mig mit Alt: de mørke Trærødder, der hist og her ragede frem i det dybe Dunkle, vare forsvundne Riger og Lande, hver en Opdagelse mig vigtig, som de antidiluvianske for Naturforskeren. Begivenhed var der nok af; thi kastede jeg en Steen ud, hvilke uhyre Bevægelser frembragte den ikke, den ene Kreds større end den anden, indtil Vandet atter blev stille; og kastede jeg Stenen paa en anden Maade, da var Bevægelsen forskjellig fra hiin, og i sig selv rig paa ny Forskjellighed. Da laae jeg ved Kanten, og saae ud over dens Flade, hvorledes Vinden først midtude begyndte at kruse Vandet, indtil den riflede Bølgegang forsvandt mellem Sivene paa den modsatte Side; da steg jeg op i Pilen, som bøiede sig ud over Graven, sad saa yderligt som muligt, tyngede den lidt ned, for at kunne stirre ned i det Dunkle; da kom Ænderne svømmende til fremmede Lande, besteg den