uden Skjændsel blandt de Uærlige, og han ligger her jo med Æren —", saa forlanger jeg ikke mere.
Sæt Maria Magdalene ingen Medvider havde havt i sin Skam, og hun kunde have lusket sig gjennem Livet med Æren, og i Døden lusket sig ud af Verden med Myrthekrandsen om sin Pande: mig synes hun vandt ved sit Mod en anden Ære; mig synes, hun ligger i Døden uden Myrthekrands mere hædret end med denne.
Dernede i Landsbyen, der boer jo den kjønne Marie. Hun havde ogsaa en Kjærlighedshistorie; nu er Smerten forbi, nu gnider Musikanten Violen, og Marie træder i Dandsen med en ny Elsker. Nei, Nei, det forstyrrer mit hele Væsen! Lad Uendeligheden skille os ad; mit Haab var, at Evigheden ogsaa vilde forene os. Kom Død, og bevar hende for Evigheden; kom Vanvid, og sæt Alt i Bero, indtil Evigheden tager Skifterettens Segl fra; kom Had med din uendelige Lidenskab; kom stolte Udmærkelse med din visnelige Æreskrands; kom Gudsfrygt med din uforkrænkelige Salighed; kom Een af Eder, og tag hende, hvem jeg ikke selv kan tage; men ikke Dette,
