Bog, at Naturforskerne lære, at Moderens Mælk er frelsende for Den, der er syg indtil Døden; jeg troer, at denne Ømhed, der uudtømmelig kjæmper for at finde et inderligere og inderligere Udtryk, jeg troer, at denne Ømhed, der var hendes rige Medgift som Brud, jeg troer, den bærer rigelig Rente, jeg troer, den vil fordoble sig, hvis jeg ikke forøder hendes Midler; jeg troer, at dette ømme Blik, hvis jeg var syg, syg indtil Døden, dersom det hvilede paa mig, ak, som var hun selv, ikke jeg, den døende Fægter, jeg troer, at det vilde kalde mig tilbage til Livet; dersom Gud i Himlene ikke selv vil bruge Magten: da troer jeg, at denne Ømhed atter binder mig til Livet, som et Syn, der besøger hende, som en Død, hvem Døden dog ikke kan overtale, indtil vi igjen forenes. Men indtil da, indtil da, at Gud saaledes bruger Magten, troer jeg, at jeg ved hende indsuger Fred og Tilfredshed i mit Liv, og mange Gange er frelst fra Mismodets Død og Aandsfortærelsens onde Møie.
Jeg siger ikke, at Ægteskabet er det høieste Liv, jeg kjender et høiere; men Vee Den, der uberettiget vil springe det over. Forfærdeligt er det, en Rædsel; men saa skal det ogsaa være. Den, der vil bryde med Virkeligheden, skal idetmindste vide, hvad det er
