Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/7

Jo mere jeg tænker paa denne Stilhed, desto mere forvandles mit Væsen. Denne Stilhed, denne Tryghed forekommer mig at være Tilværelsens underfundigste Svigagtighed. Ja, naar Stilheden er et uendeligt Intet og netop derved Mulighedens rummelige Form for et uendeligt Indhold, ja, da elsker jeg den; thi da er den Aandens Element og righoldigere end Kongeskifter og Verdensbegivenheder. Derfor elsker jeg Dig, Du Stilhed mellem Gravene, thi de Døde sove, og dog er denne Stilhed Formen for Evighedens Bevidsthed om deres Gjerninger. Derfor elsker jeg Dig, Du Nattens Stilhed, naar Naturens Inderste forraader sig tydeligere i Anelser, end naar den høirøstet forkynder sig i Alts Liv og Bevægelse! Derfor elsker jeg Dig, Du Aandetimens Stilhed her paa mit Værelse, hvor ingen Lyd og ingen menneskelig Stemme begrændser Tanken og Tankernes Uendelighed, hvor Petrarcas Ord passe: ikke har Havet saa mange Dyr i sine Bølger, ikke saae nogensinde Natten saa mange Stjerner paa Himlens Hvælving, ikke boer der saa mange Fugle i Skoven, ikke saa mange Straa har Mark og Eng, som mit Hjerte har Tanker hver Aften! Derfor elsker jeg Dig, Du høitidelige Stilhed før Slaget; lad det være Bønnens, der ikke udsiges, lad det være Feltraabets, der hviskes, din Stilhed betyder mere end Slagets Tummel! Derfor elsker jeg med Gysen Dig, Du Stilhed i Ørkenen, Du er forfærdeligere end Alt, hvad der skeer eller er skeet! Derfor elsker jeg Dig, Du Eensom-