Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/66

Denne side er blevet korrekturlæst
64

Vidunder! At kunne høre den Elskedes Stemme, medens Orgelet lyder! At kunne fastholde Elskovens Lyst, medens Tilværelsen samler al Alvorens Magt over ham og den Elskede!

Som Brud er Qvinden skjønnere end som ung Pige, som Moder skjønnere end som Brud, som Hustru og Moder er hun et godt Ord paa et godt Sted, og med Aarene bliver hun skjønnere. Hermed har jeg allerede antydet, i hvilken Retning jeg vil søge Qvindens Skjønhed. Ak! selv redelige Mennesker have bidraget til den sørgelige Forvexling, som desto værre en letsindig qvindelig Ungdom griber altfor begjærlig efter, uden at betænke, at den er Fortvivlelse: at en Piges eneste Skjønhed er Ungdommens første, at hun blomstrer kun et Øieblik, at dette er Elskovens Tid, og at man elsker kun een Gang. Rigtigt, man elsker kun een Gang, men Qvinden tiltager netop i Skjønhed med Aarene, og er saa langt fra at aftage, at den første Skjønhed kun er noget Tvivlsomt i Sammenligning med den senere. Hvo saae vel en ung Pige, dersom han ikke er en Rasende, uden at fornemme et vist Veemod, fordi det jordiske Livs Skrøbelighed her viser sig i sin stærkeste Modsætning: Forgjængelighed, hurtig som en Drøm, Skjønhed, fager som en Drøm. Men hvor fager end hiin første Skjønhed er, den er dog