Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/64

Denne side er blevet korrekturlæst
62

Alt, er en daarlig Spøg, men at gjøre sit Yderste, og da at forstaae, at det er Lidet, Lidet, Intet i Forhold til Kjærlighedens Ønske og til Beslutningens Begjæring, er en salig Spøg. Det er ydmygt og dog modigt, ja et saadant Mod findes kun i Ægteskabet, fordi det er dannet af Mandens Kraft og af Qvindens Svaghed, og forynget ved Barnets Sorgløshed. Det er trofast; sandeligen, hvis Ægteskabet ikke var trofast, hvor var da Trofasthed! Det er trygt, beroliget, hjemlet i Tilværelsen, ingen Fare er virkelig Fare, men kun Anfægtelse. Det er nøisomt; det veed ogsaa at bruge meget, men det veed at være skjønt i tarvelige Kaar, og veed at være ikke mindre skjønt i Overflod. Det er tilfredsstillet og dog forventningsfuldt; de Elskende ere sig selv nok, og dog kun til for Andres Skyld. Det er dagligdags, ja, hvad er saa dagligdags som Ægteskabet; det er ganske Timelighedens, og dog lytter Evighedens Erindring til, og glemmer Intet.

At en elskende Yngling er et lifligt Syn, behøver man ikke at sige, men vel maaskee, at en Ægtemand er et endnu mere velgjørende Syn, med mindre Alteret skulde være til Forargelse; thi det er dog forkeert, blot at være en elskende Yngling, naar man vil træde frem der. Men Ægtemanden er den elskende Yngling, aldeles! hans Forelskelse er uforandret, kun har den