Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/61

Denne side er blevet korrekturlæst
59

qvæget ved dens Liflighed; hvis den skulde udbrede sig over det vide Hav eller fordampe, før den naaede Blomstret, var det ikke forfærdeligt! — Og saaledes med et Menneske, hvis Sympathie ikke faaer Lov at see en Hustru grønnes som Træet, der er plantet i Sympathiens velsignede Hegn, ikke faaer Lov at see Træet blomstre og bære sin Frugt, der modnes under Sympathiens Omsorg! Ulykkeligt det Menneske, der ikke har dette Udtryk for sin Sympathie, og det endnu herligere Udtryk for Alt, hvad hans Sympathie udtrykker: at det Alt er hans Skyldighed. Denne Modsigelse er Sympathiens saligste Lyst, en Salighed, over hvilken den ligesom taber Forstanden af Glæde. Lad en Ulykkelig, der ikke i Ægteskabets Beslutninger er i Forstaaelse med det Timelige, lad ham pleie Syge, lad ham bespise Hungrige, lad ham klæde den Nøgne, lad ham besøge den Fangne, lad ham trøste den Døende, jeg priser ham, han har ikke sin Løn borte; men han er ei heller i guddommeligt Vanvid en unyttig Tjener, hans Sympathie søger bestandigt sit dybeste Udtryk, men finder det ikke, søger det viden om, som hans Omsorg jo vandrer fra Huus til Huus, medens Ægtemanden finder Beleiligheden i sit Huus, i sit Hjem, hvor det er ham en Salighed at ville gjøre Alt, og endnu større Salighed, et guddommeligt poscimur, at han er og bliver uden Fortjeneste.