ved at skue i Bølgerne, hvis Skumpiger bestandigt gjække, thi hendes Idee er kun et Mulighedens Værksted, og atter i Erotiken er denne Mulighed Sværmeriets evindelige Ophav.
Saa dannede Guderne hende fiin og ætherisk som af Sommernattens Taage, og dog fyldig som den modne Frugt, let som Fuglen, skjøndt hun bærer en Verdens Attraa i sig, let, fordi Kræfternes Spil er enet i et, negativt Forholds usynlige Centrum, i hvilket hun forholder sig til sig selv, slank i Skuddet, bestemt tegnet og dog for Øiet svulmende i Skjønhedens Bølgelinier, og dog, som blev hun bestandig nu først færdig, kjølig, liflig, forfriskende som den nyfaldne Snee, og dog rødmende i stille Gjennemsigtighed, lykkelig som en Spøg, der lader En glemme Alt, beroligende, som det Maal, hvortil Begjæringen er, tilfredsstillende ved selv at være Begjæringens Incitament.
Saaledes frister Qvinden. Menneskene sætte det Herligste frem som Spise for Guder, de vide intet Herligere at byde; saaledes er Qvinden en Skuefrugt, Guderne vidste Intet at sammenligne dermed. Hun er, hun er tilstede, nærværende, tæt hos, og dog er hun uendelig fjernet, skjult i Blufærdigheden, indtil hun selv forraader sit Skjulested, hvorved, det veed
