fortærer hende, og skildrer den qvindelige Blufærdighed, der mindst af Alt veed Noget om sig selv, gjør det godt, og Du har tillige dømt Qvinden, og i Virkeligheden dømt hende forfærdeligt. Opdager jeg engang en saadan Pige, der nøisom og ydmyg ikke er fordærvet ved uanstændig Omgang med Qvinder, hun skal dog falde. Jeg bringer hende i mine Garn; nu staaer hun paa Offerpladsen ɔ: i min Boutique. Med det haanligste Blik, som fornem Nonchalence kan væbne sig med, maaler jeg hende, hun forgaaer af Skræk; en Latter fra Naboværelset, hvor mine afrettede Haandlangere sidde, tilintetgjør hende. Naar jeg da har faaet hende udmaiet paa Moden, naar hun seer vanvittigere ud end et Daarekistelem, saa vanvittig som En, der end ikke kunde blive optagen i en Daarekiste, da gaaer hun salig fra mig; intet Menneske, end ikke en Gud kunde forfærde hende, thi hun er jo paa Moden.
Forstaaer I mig nu, forstaaer I, hvorfor jeg kalder Eder Medsammensvorne, om end kun langt fra. Forstaaer I nu min Opfattelse af Qvinden. Alt i Livet er en Modesag, Gudsfrygt er en Modesag, og Kjærlighed og Fiskebeensskjørter og en Ring i Næsen. Saa vil jeg af yderste Evne komme den ophøiede Genius til Hjælp, der begjærer at lee af det latterligste af alle Dyr. Har Qvinden reduceret Alt paa
