staae hende, og var man det ikke før, naar man har forstaaet hende, bliver man det. Som Røveren har sit Smuthul ved den larmende Landevei, og Myreslugeren sin Tragt ved det løse Sand, og Caperen sit Skjulested ved det brusende Hav, saa har jeg min Modeboutique midt i Menneskevrimlen, forførerisk, uimodstaaelig for en Qvinde, som Venusbjerget for Manden. Her i en Modeboutique lærer man hende at kjende, praktisk og fra Grunden af, uden al theoretisk Ophævelse. Ja betydede Moden ikke Andet, end at en Qvinde i Begjærligheds Brynde kastede Alt af sig, saa var det dog Noget. Men saaledes er det ikke; Moden er ikke aabenbar Vellyst, ikke tolereret Udsvævelse, men en Uanstændighedens Snighandel, der er autoriseret som Velanstændighed. Og som i det hedenske Preussen den giftefærdige Pige bar en Klokke, hvis Ringen var til Signal for Mændene, saaledes er en Qvindes Existens paa Moden et evindeligt Klokkespil, ikke for Udsvævende, men for slikvorne Vellystninge. Man troer, Lykken er en Qvinde, o ja, den er jo ustadig, men den er dog ustadig i Noget, thi den kan give Meget, forsaavidt er den ikke en Qvinde. Nei, Moden er en Qvinde, thi Moden er Ustadighed i Nonsens, der kun kjender een Consequens, at den altid bliver mere og mere pinegal. Een Time i min Boutique er mere værd, end Aar og Dage udenfor, hvis man ønsker at
Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/34
Denne side er blevet korrekturlæst