Nogle af mine Landsmænd mene vel, at Kjøbenhavn er en kjedelig By og en lille By. Mig synes den tvertimod, forfrisket af det Hav, ved hvilket den ligger, og uden selv i Vinteren at kunne opgive Bøgeskovens Erindring, at være det lykkeligste Opholdssted, som jeg kunde ønske. Stor nok til at være en større By, lille nok til, at der ingen Torvepriis er paa Mennesker: kan den tabellariske Trøst, som man har den i Paris, over saa og saa mange Selvmordere, kan den tabellariske Glæde, som man har den i Paris, over saa og saa mange Udmærkede, ikke trænge sig forstyrrende ind, og hvirvle den Enkelte hen i en Brusen, saa Livet ingen Betydning faaer, ikke Trøsten sin Hviledag, ikke Glæden sin Helligdag, fordi Alt farer hen i det Indholdsløse eller altfor Indholdsrige.
Nogle af mine Landsmænd finde Menneskene, som boe i denne By, ikke livlige nok, ikke hurtigt nok bevægede. Dette synes mig ikke. Den Hurtighed, hvormed i Paris Tusinder danne et Opløb om Een, kan vel smigre den Ene, om hvem de samles, men mon
