tale, selv om hun var skjøn; og sæt nu, at Lalage ikke var skjøn, om han dog elskede hende.
Altsaa at elske — dertil svarer det Elskelige, og det Elskelige er det Uforklarlige. Det lader sig høre; men forstaae lader det sig ikke, ligesaa lidet som den uforklarlige Maade, hvorpaa Elskoven griber sit Bytte. Hvo vilde ikke føle det Ængstelige deri, hvis Menneskene omkring En Tid efter anden faldt om og døde ganske pludselig, eller bleve convulsiviske, uden at Nogen formaaede at forklare Grunden. Men saaledes griber Elskoven netop ind i Livet, kun at man ikke bliver ængstelig derved, da de Elskende selv ansee det for den høieste Lykke, men derimod kommer til at lee deraf; thi det Komiske og det Tragiske correspondere bestandigt. Idag taler man med et Menneske, kan nogenlunde forstaae ham, imorgen taler han i Tunger og besynderlige Gebærder — han er forelsket. Dersom Elskovens Udtryk var at elske den Første den Bedste, saa lod det sig forstaae, at man ikke nærmere kunde forklare sig, men da Elskovens Udtryk er: at elske en Eneste, en Eneste i den ganske Verden, saa synes en saa uhyre Udsondringsakt at muliggjøre en Forklaring. Men nei, den Elskende kan slet Intet forklare. Han har seet hundrede og atter hundrede Qvinder, han er maaskee bleven ældre, har Intet fornummet, pludselig seer han hende, hende den Eneste
