De toge Plads ved Bordet. I samme Øieblik var det lille Selskab midt ude paa Nydelsens uendelige Hav, som med et eneste Sæt. Enhver havde al sin Tanke, al sin Begjæring til Gjæstebudet, havde gjort sin Sjæl slet for Nydelsen, der tilbødes i Overflødighed, og hvori Sjælen flød over.
Saa spiste de da. Snart havde Samtalen flettet sin skjønne Krands om Gjæsterne, saa de sadde bekrandsede; snart var Samtalen forelsket i Maden, snart i sig selv, snart var det, som vilde den betyde Noget, snart igjen betydede den slet Intet. Snart viklede Indfaldet sig ud, hiint pragtfulde, der kun blomstrer eengang, hiint zarte, der lukker sig strax; da lød der et Udbrud af den Spisende: Disse Trøfler ere superbe; nu et Tilraab af Verten: denne Chateau Margeaux! Nu var Taffelmusikken bleven borte i Larmen, nu lød den atter. Snart stod Tjenerskabet som in pausa i det afgjørende Øieblik, naar en ny Ret sattes frem, eller en ny Viin bødes og nævntes ved Navn, snart blev der atter travlt. Nu indtraadte Tausheden et Secund, da gik atter Musikkens oplivende Aande over Gjæsterne. Nu kastede den Enkelte sig med en dristig Tanke i Spidsen for de Samtalende, og de fulgte ham, næsten glemmende Maden, og Musikken lød bagefter dem, som den lyder efter de Stormendes Jubel, snart hørtes kun Glassenes Larm