Veiret aldrig paa en stille Dag, saa stille er det kun før Torden, og saa bryder det løs.
Saaledes anbringes et Afgjørende. Og tro Du mig, jeg kjender kun altfor godt Tidens Brøst, at den er Charakteerløshed, Alt til en vis Grad. Men som "et speilklart Skjold af slebent Staal", saa blankt, "at hvor Solens Straale falder, blinker den med dobbelt Glands tilbage", som et saadant Skjold frygter meest af Alt, end den mindste Plet — thi end den mindste Plet, og det er ikke mere sig selv, saaledes frygter et Afgjørende enhver Berøring af og med dette "til en vis Grad".
Det forstaaer jeg. Skulde jeg ikke forstaae det, jeg, der, kjendt af Alle, er kjendt, selv af Børnene paa Gaden, under Navnet: Enten—Eller.
Nogle af mine Landsmænd mene vel, at Kjøbenhavn er en kjedelig By, og en lille By. Mig synes den tvertimod forfrisket af det Hav, ved hvilket den ligger, og uden selv i Vinteren at kunne opgive Bøgeskovens Erindring, at være det lykkeligste Opholdssted, som jeg kunde ønske.
