kan Du gaae hjem igjen. Kommer derfor hid, her er Veien, ad hvilken man gaaer videre, her er Hvile ved Graven, Hvile fra Savnets Smerte, eller der er Hvile i Savnets Smerte — ved Ham, der evigt gjenforener de Adskilte.
Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der hvor Syndens Vei svinger af fra Uskyldighedens Hegn — o, kommer hid, I ere ham saa nær; eet eneste Skridt ad den anden Vei, og I ere saa uendelig langt borte fra ham. Vel trænge I maaskee endnu ikke til Hvile, forstaae ikke ret, hvad det vil sige; men følger dog Indbydelsen, at Indbyderen maatte frelse Eder for, hvad der er saa tungt og farefuldt at frelses fra, at I maatte frelste blive hos ham, der er Alles Frelser, ogsaa Uskyldighedens. Thi hvis det end var muligt, at den nogensinde fandtes ganske reen, Uskyldigheden: hvorfor skulde den ikke ogsaa trænge til en Frelser, der kunde bevare den frelst fra det Onde!
Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der hvor Syndens Vei svinger dybere ind i Synden. Kommer hid, alle I Vildfarende og Forvildede, hvilken Eders Forvildelse og Synd end var, den i Menneskenes Øine undskyldeligere og dog maaskee forfærdeligere, eller den i Menneskenes Øine forfærdeligere og dog maaskee undskyldeligere, den, som blev aabenbar her paa Jorden, eller den, som, skjult, dog er kjendt i Himlen —
