Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/100

Denne side er blevet korrekturlæst
98

I, hvem Troløshed bedrog, og hvem saa menneskelig Deeltagelse (thi menneskelig Deeltagelse lader sjelden vente paa sig) gjorde til en Skive for Spotten; alle I Forfordeelte og Forurettede og Krænkede og Mishandlede; alle I Ædle, der, hvad jo Enhver veed at sige Eder, fortjent høstede Utaknemmelighedens Løn, thi hvorfor vare I dumme nok til at være ædle, hvorfor taabelige nok til at være elskelige og uegennyttige og trofaste; alle I Underfundighedens og Bedragets og Bagtalelsens og Misundelsens Offere, hvilke Nederdrægtigheden udsaae, og Feigheden lod i Stikken, hvad enten I offres afsides og eensomt, efter at være gaaet til en Side for at døe, eller I nedtrædes i Menneske-Trængselen, hvor Ingen spørger om, hvad Ret I have, Ingen om, hvad Uret I lide, Ingen om, hvor det smerter, eller hvordan det kan smerte, medens Trængselen med dyrisk Sundhed træder Eder i Støvet: kommer hid!

Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der, hvor Døden skiller mellem Døden og Livet. Kommer hid, alle I Sørgende, I som forgjæves arbeide besværede! Thi vel er der Hvile i Graven; men at sidde ved en Grav, eller at staae ved en Grav, eller at gaae til en Grav, det er jo dog endnu ikke at ligge i Graven.

I Graven er der Hvile, men ved Graven er der ingen Hvile; det hedder: hertil og ikke videre, saa