i Naturen ere disse Forandringer Leeder af en uafbrudt Kiede, forskiellige Udviklinger og Indviklinger af den samme Ting, som indhyller og indklæder sig i utallige Skikkelser. Er heri endnu nogen Tvivl?
Ikke den mindste, svarede Cebes!
Naar vi sige, foer Socrates fort, at Siælen døer, saa maae vi sætte et af to: Enten ophører pludselig alle dens Kræfter og Formuer, dens Virkninger og Lidelser, de forsvinde ligesom i et Nu; eller den lider, ligesom Legemet, langsomme Forvandlinger, utallige omklædninger, der gaae fort i en uafbrudt Række, og i denne Række gives der en Epoche, hvor den ikke meere er en menneskelig Siæl, men noget andet; Ligesom Legemet, efter utallige Forandringer, ophører at være et menneskeligt Legeme og bliver forvandlet til Støv, Luft, Plante, eller og til Deele af et andet Dyr. Gives der et tredie Fald, hvorledes Siælen kan døe, et Tilfælde meere end pludseligt eller langtsomt?
Nei! svarede Cebes. Denne Inddeeling udøser ganske og aldeles Mueligheden.
Got! sagde Socrates. De altsaa, som endnu tvivle, om Siælen ikke kunde være dødelig, maae vælge, enten de meene at de pludselig skulle forsvinde, eller efterhaanden ophøre at være det som de vare. Vil Cebes ikke betræde deres Sted og paatage sig dette Valg?
