Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/97

Denne side er valideret

tilladt, at tage den udvortes Anseelse for Sandheden; men for at følge Sandheden, saa maatte Aurora med sine Rosenfingre bestandig holde Himlens Porte aabne, og uophørlig slæbe sin guule Kappe fra et Sted til et andet; Ligesom Guderne, hvis de aleene ville sove om Natten, entet slet intet eller og bestandig maatte sove.

Saaledes lader og, i det Heele betragtet, Dagene i Ugen sig ikke adskille, thi det Uafbrudte og Sammenhængende lader sig ikkun i Indbildningen og ved Sandsernes Blendeverk adskille i bestemte og afsondrede Deele; men Forstanden indseer meget vel, at man ikke maae blive staaende der, hvor ingen virkelig Afdeeling er. Er dette tydeligt? mine Venner!

Meget tydeligt, svarede Simmias.

Med Dyrenes og Planternes Liv og Død forholder det sig ligeledes. I Følgen af de Forandringer, som den selvsamme Ting har lidt, begynder efter vore Sandsers Dom, da først en Epoche, hvor Tingen som Plante eller Dyr allerførst er faldet os i Sandserne, og det kalde vi Plantens Udspring og Dyrets fødsel. Den anden Tidspunkt, da, naar Dyrenes og Planternes Bevægelser unddrage sig vore Sandser, kalde vi Døden, og den tredie, naar endelig Dyrenes og Planternes Skikkelser forsvinde og blive usynlige, kalde vi Undergang, Dyrets eller Plantens Forraadnelse. Men