Leede i en stedsevarende Række af Forandringer, der ved en trappeviis Overgang ere paa det nøieste forbundne med hinanden. Der gives intet Øieblik, da man, efter ald Strenghed, kan sige: Nu døer dette Dyr; Lige saalidet kan man og, efter ald Strenghed, sige; Nu blev det sygt eller nu blev det igien friskt. Vist nok maae Forandringerne forekomme vore Sandser som adskilte, eftersom de ikke førend efter en rum Mellemtid blive kiendelige for os; men nok, vi veed, at de virkelig ikke kan være det.
Jeg betænker mig nu paa en Lignelse, som kan opløse denne Sætning: Vore Øine, der ere indskrænkkede til en vis Jordstreg, giøre meget tydelig Forskiel paa Morgen, Middag, Aften og Midnat, og det forekommer os som om disse Tidspunkter ere adskilte og afsondrede fra de øvrige. Men hvem der betragter den ganske Jordklode, indseer lettelig, at Dagens og Nattens Omveltninger hænge idelig af hinanden, og at altsaa ethvert Øieblik af Tiden er paa eengang Morgen, Aften, Middag og Midnat.
Homer har, aleene som Digter, den Frihed, at inddeele sine Guders Forretninger efter Dagens Tider, ligesom om Dagens Tider vare virkelig adskilte Epocher for enhver, der ikke er indskrænket inden for en snever Cirkel af Jordkloden, og det ikke meget meere var paa alle Tider saavel Morgen som Aften. Det er Digterne
