I ethvert dyrisk Liv, Cebes! foregaaer bestandig Adskillelser og Sammensætninger, som sigte til den dyriske Maskines deels Opholdelse, deels Undergang. Død og Liv begynde ved Dyrets Fødsel strax ligesom at kiempes med hinanden.
Det viser den daglige Erfarenhed.
Hvad kalde vi den Tilstand, spurgde Socrates, hvori alle Forandringer, der foregaae hos den levende Maskine, meere sigte til Legemers Velstand end dets Undergang? Kalde vi den ikke Sundhed?
Hvad andet?
Derimod blive de dyriske Forandringer, som foraarsage den store Maskines Opløsning, formeerede ved Sygdom, eller og ved Alderdom, som kan kaldes den naturligste Sygdom.
Rigtig!
Fordervelsen tager igiennem umærkelige Grader efterhaanden til; Endelig nedfalder Bygningen og opløser sig i de mindste Deele. Men hvad skeer? Hører disse Deele op at blive forandrede? hører de op at virke og at lide? Gaae de ganske forlorne?
Det synes Nei, svarede Cebes.
Umueligt! kiære Ven! blev Socrates ved, saafremt det er sandt, som vi ere blevne eenige om: Thi gives der vel en Mellembeskaffenhed imellem at være og ikke være?
