Ganske rigtig! thi alle Deele og Kiendemærker paa et sammensat Begreb flyde saaledes i hinanden, at ingen Grændser lade sig angive, hvor denne ophører og hiin begynder, de udgiøre altsaa tilsammen et uafbrudt Ganske; da derimod enhver Stavelse har sine bestemte Grændser, og mange af dem, som komme sammen, udgiøre et Ord, og følge i en uafbrudt Række paa hinanden.
Dette er fuldkommen tydeligt.
Jeg spørger altsaa om Tiden: Er den at sætte i Ligning med det udtalte Ord eller et Begreb? Følger dens Øieblikke i en uafbrudt eller afbrudt Orden hinanden?
I en uafbrudt, svarede Cebes.
Tilforladelig! sagde Simmias, thi ved Følgen af vore Begreber kiende vi jo Tiden; hvor er det altsaa mueligt, at Følgernes Natur i Tiden og Begreberne ikke skulle være eens?
Tidens Deele, blev Socrates ved, gaae altsaa i eet fort og have fælles Grændser?
Rigtig?
Den mindste lille Deel af Tiden er saadan en Følge af Øieblikke, der lader sig endnu deele i mindre Deel, som dog immer beholde alle Tidens Egenskaber. Ikke saa?
Det synes saa.
