Tid bliver ældre, saa voxer og den ved hinanden hængende Række af Forandringer, som har været der. Betænk nu, Cebes! følge Øieblikkene af Tiden i en afbrudt eller uafbrudt Række efter hinanden?
Jeg begriber ikke, sagde Cebes, hvad du vil sige.
Lignelser vil giøre dig mine Tanker tydeligere: Overfladen af det stille Vand synes at gaae fort i eet, og enhver liden Draabe Vand at have fælles Grændser med de andre, som ere omkring den; da derimod en Sandbakke bestaaer af mange smaa Korn, hvoraf ethvert har sine egne Grændser. Ikke?
Jo! det er begribeligt.
Naar jeg udtaler det Ord Cebes, følger her da ikke to bemærkelige Stavelser paa hinanden, imellem hvilke ingen tredie er at antreffe?
Rigtig!
Altsaa det Ord Cebes gaaer ikke i eet frem, men Stavelserne, hvoraf det bestaaer, følge i en uafbrudt Forbindelse paa hinanden, og enhver har sine egne Grændser.
Rigtig.
Men i det Begreb, som min Siæl forbinder med dette Ord, gives og deri Deele der have deres egne Grændser?
Mig synes Nei!
