greb, maae have en Kraft til at giøre noget, og en Beqvemhed til at lide noget. Enten den nu giør eller lider, saa bliver der noget andet af den, end den forhen har været; og da Naturkræfterne aldrig ere i Rolighed hvad kunde davel standse Forgiengelighedens Strøm et eeneste Øieblik i sit Løb?
Jeg er overtydet.
Det giør intet Skaar i denne Sætnings Sandhed, at visse Ting ofte forekomme os en lang Tid uforandrede; En Lue synes os bestandig at være den samme, og dog er den intet andet end en Ildstrøm, der af et brændende Legeme uden Ophold stiger i Veiret, og bliver usynlig. Farverne synes som oftest for vore Øine uforanderlige, og dog afvexle deri bestandig nye Soelstraaler med de forrige. Men naar vi søge Sandheden, saa maae vi bedømme Tingene efter Virkelighed, og ikke efter det Indtryk de giøre i vore Sandser.
Ved Jupiter! tog Cebes Ordet, denne Sandhed aabner os en ligesaa nye som indtagende Udsigt i Tingenes Natur. Mine Venner! blev han ved, idet han vendte sig til os: Anvendelsen af denne Lære paa vores Siæls Natur synes at love os de vigtigste Følger.
Jeg har endnu en eeneste Sætning at sende forud, sagde Socrates, førend jeg kommer til denne Anvendelse. Det Foranderlige, har vi tilstaaet, kan intet Øieblik blive uforandret; men, ligesom den forgangne
