heraf, at Naturen maae tage enhver Mellemtilstand med, naar den vil afløse een Tilstand med sin modsatte?
Ganske unægtelig!
Betænk dig vel, min Ven! at der siden ikke skal opkomme nogen Tvivl, naar du fra Begyndelsen har eftergivet alt for meget. Vi udfordre til enhver naturlig Forandring tre Ting: En foregaaende Tilstand hos Tingen, som skal forandres; Een derpaa følgende, som er modsat hiin; og en Overgang, eller de imellem begge liggende Beskaffenheder, der ligesom baner Naturen Veien fra den eene til den anden. Tilstaaer du det?
Ja, ja! raabde Cebes. Jeg seer ikke, hvorledes man kan tvivle paa denne Sandhed.
Lad see! sagde Socrates videre, om følgende vil forekomme dig ligesaa unægteligt. Mig synes: intet Foranderligt kan i noget Øieblik blive uforandret; men, i det Tiden bestandig uden Ophør iiler fort, og idelig sender det Tilkommende tilbage til det Forbigangne, saa forvandler den og tillige alt Foranderligt, og viser det hvert Øieblik under en nye Skikkelse. Er du ikke og af denne Meening? Cebes!
Den er i det mindste sandsynlig.
Mig forekommer den uimodsigelig. Thi alt Foranderligt, naar det er en Virkelighed og ikke et blot Be-
