muelige hos een Ting. Vil vi være fornøiede med denne Forklaring? Cebes synes endnu ikke at være fornøiet.
Kun Smaating, kiære Socrates! Det Ord modsatte giver mig nogen Eftertanke. Jeg skulle ikke troe, at en ganske modsat Tilstand kunde umiddelbar følger paa en anden.
Rigtig! svarede Socrates. Vi see og, at Naturen i alle sine Forandringer veed at finde en Middeltilstand, der tiener den ligesom til Overgang fra een Tilstand til den modsatte. Natten, for Ex., følger paa Dagen formedelst Aftentusmørket, ligesom Dagen paa Natten formedelst Morgentusmørket. Ikke saa?
Ganske rigtig!
Det Store i Naturen bliver lidet formedelst den bestandige Aftagelse, og det Lille igien stort formedelst Tilvexten.
Rigtig!
Naar vi og i visse Tilfælde ikke have givet denne Overgang noget besynderligt Navn: saa er det dog ikke at tvivle paa, at den jo virkelig er tilstæde, naar een Tilstand paa en naturlig Maade skal afvexle med dens modsatte: thi, maae ikke en Forandring, der skal være naturlig, blive frembragt ved de Kræfter, som er lagt i Naturen?
Hvor kunde den ellers kaldes naturlig?
