Socrates havde udtalt, og Cebes tog Ordet: Det er sandt, Socrates, at du har fuldkommen retfærdiggiort dig; men det, som du paastaaer om Siælen, vil forekomme mange utroligt; thi de holde i Almindelighed for, at Siælen er ingensteds meer at finde, saasnart den forlader Legemet, men bliver strax efter Menneskets Død opløst og tilintetgiort. Den stiger, som en Dunst, en fiin Damp, af Legemet i den øverste Luft, hvor den forgaaer og fuldkommen ophører at være til. Kunde det blive afgiort, at Siælen kan bestaae for sig selv, uden nødvendig at være forbunden med dette Legeme; saa havde de Forhaabninger, som du nu give mig, en ikke ringe Sandsynlighed; thi saasnart det kan blive bedre med os efter Døden, saa har og den Dydige grundig Forhaabning til at det vil blive bedre med ham. Men Mueligheden selv er vanskelig at begribe, at Siælen endnu efter Døden skulle kunde tænke, endnu have Villie og Forstands Kræfter. Dette altsaa, kiære Socrates, udfordrer endnu noget Beviis.
Du har Ret, Cebes! svarede Socrates. Men hvad er der at giøre? skal vi overlægge, om der er noget Beviis at finde eller ikke?
Jeg er meget begierlig, sagde Cebes, til at fornemme dine Tanker herom.
I det mindste, svarede Socrates, kan dog den, som hører vores Samtale, om han endog er en Comoedie-
