Og Maadelighed, denne Dyd, som bestaaer i en Færdighed at kunde tæmme sine Begierligheder, at være indgetogen og sædelig i sin Giøren og Laden, maae den ikke fornemmelig søges hos den, der foragter sit Legeme og blot lever og arbeider i Philosophien?
Nødvendig!
Alle øvrige Menneskers Mandhaftighed og Maadelighed vil synes dig urimelig, naar du betragter den nærmere.
Hvi saa? Socrates!
Du veed, sagde han, at de fleeste Mennesker holde Døden for et stort Onde.
Rigtig!
Naar altsaa disse saa kaldede tappre og mandhaftige Folk døe uforskrækkede, saa skeer det blot af Frygt for et endnu større Onde.
Det er sandt.
Altsaa ere alle Mandhaftige, undtagen Philosopher, blot af Frygt uforskrækkede. Men er ikke et uforsagt Mod af Frygt noget høist urimeligt?
Det er ikke at nægte.
Med Maadelighed har det samme Beskaffenhed. Blot af Umaadelighed leve de Maadelige og Afholdne. Man skulle holde det for umueligt, og dog indtreffer det fuldkommen hos denne ufornuftige Maadelighed. De afholde sig fra visse Vellyster, for desto meere uforstyrrede
