saa, ved dens Nærmelse at zittre, at bedrøves! Trøstefulde og glade maae vi meget meere reise derhen, hvor vi har Haab om at omarme vores Kierlighed, jeg meener Viisdommen, og blive løs fra det tunge og besværlige Selskab, der har foraarsaget os saa megen Kummer. Hvad? Endog ringe og uvidende Folk, fra hvilke Døden har røvet deres Beherskerinder, deres Koner eller deres Børn, ønske i deres Bedrøvelse intet høiere, end at forlade denne Oververden, og at kunde nedstige til Formaalene for deres Kiærlighed eller deres Begierligheder: og disse, som have vis Forhaabning om, ingensteds at see dette deres Kiærligheds Formaal i den Glands, som i hiint Liv, disse ere fulde af Angest? disse bæve? og tiltræde ikke meget meere Reisen med Glæde? O nei! Kiære! intet er urimeligere end en Philosoph, som frygter for Døden.
Ved Jupiter! ypperligt! raabde Simmias.
At zittre og være fuld af Angest, naar Døden vinker, er dette ikke et ubedrageligt Kiendetegn paa, at man ikke elsker Viisdom, men Livet, Formue, Ære, eller og alle tre Ting tilsammen?
Gandske ubedrageligt.
Paa hvem passer den Dyd, som vi kalde Mandhaftighed, sig bedre, end paa en Philosoph?
Paa ingen.
