dette som i det tilkommende Liv, at befrie Siælen fra Legemets Baand og Lænker, paa det den uforhindret kan betragte sig selv og derved komme til Sandheds Kundskab.
Tilforladelig!
Legemets Skilsmisse fra Siælen kalder man Døden.
Rigtig.
De sande Elskere af Viisdom anvende altsaa ald optænkelig Fliid paa, saa meget som de kan at nærme sig til Døden og lære at døe. Ikke saa?
Det synes saa.
Var det nu ikke høist rimeligt, naar et Menneske, der i sin heele Levetid intet havde lært uden den Kunst at døe, naar saadan een, siger jeg, tilsidst vilde bedrøves, naar han saae Døden nærme sig? var det ikke latterligt?
Ufeilbarlig!
Altsaa, Simmias! maae Døden aldrig forekomme den sande Philosoph skrækkelig, men altid være ham velkommen. Legemets Selskab er ham ved alle Leiligheder besværligt! Thi naar de vil opfylde den sande Hensigt med deres Tilværelse, saa maae de søge at skille Siælen fra Legemet og ligesom forsamle den i sig selv. Døden er denne Skilsmisse, denne længstforønskte Befrielse fra Legemets Selskab. Hvilken Urimelighed alt-
