i Stedets for Sandheden. Sandserne foreholde os, imod vores Villie, deres Syns Billeder, og opfylde vor Siæl med Forvirring, Dunkelhed, Ladhed og Daarlighed: og man skal da kunde i dette almindelige Oprør grundig eftertænke noget og opnaae Sandheden? Umueligt! Vi maae altsaa vente paa de salige Øieblikke, i hvilke Stilhed uden for os og Roe inden i os forskaffer os den Lykke, aldeles at slaae Legemet af vore Tanker, og med Siælens Øine see hen efter Sandheden. Men hvor sieldne og hvor korte ere ikke disse salige Øieblikke.
Vi see jo tydelig, at vi ikke kan opnaae vore Ønskers Maal, Viisdom, førend efter vores Død; I Livet er dertil intet Haab. Thi kan ellers Siælen, saa længe den boer i Legemet, ikke tydelig kiende Sandheden, saa maae vi fastsætte et af disse tvende: enten, vi vil aldrig komme til at kiende den, eller, vi vil først efter Døden komme saa vidt, eftersom Siælen da forlader Legemet, og formodentlig meget mindre vil blive opholdt i Fremgang til Viisdom. Men vil vi i dette Liv forberede os til hiin salige Kundskab, saa maae vi imidlertid ikke tilstaae vort Legeme meere end hvad Nødvendighed udfordrer; vi maae afholde os fra dets Begieringer og Lyster, og øve os, saa ofte mueligt, i Eftertanke, indtil det vil behage den Allerhøieste at sætte os i Frihed. Da kan vi haabe, befriede fra Legemets Daarligheder, med reene og hellige Sandser
