til Blandingen. Naar altsaa vores Siæl, der ligeledes er intet andet end slig en Blanding af Væsen og Mangel, beobagter sig selv, saa faaer den et Begreb om Aandernes Væsen og deres Grændser, om Formue og Uformue, Fuldkommenhed og Ufuldkommenhed, om Forstand, Viisdom, Kraft, Hensigt, Skiønhed, Retfærdighed, og tusende andre ulegemlige Ting, om hvilke de udvortes Sandser ville efterlade os i den dybeste Uvidenhed.
Hvor uforlignelig, sagde Socrates. See, Cebes! du besidder en saadan Skat, og vilde lade mig døe uden at vise mig den.
Dog lad see, hvordan jeg endnu før Døden kan nyde den. Philolaus sagde altsaa: Siælen kiender sine Medaander ved at agte paa sig selv. Ikke?
Jo!
Og den faaer Begreber om ulegemlige Ting, ved at skille sine egne Kræfter fra hinanden, og, for at kunne desbedre skille dem fra hinanden, giver enhver sit Navn?
Rigtig!
Men naar den vil tænke sig et høiere Væsen end den selv er, som for Exempel en Dæmon, hvem giver den da Begreber hertil?
Cebes tav og Socrates blev ved: Har jeg ellers ret begrebet Philolai Meening, saa kan Siælen snart
