Men hvem har lært os at kiende dette Væsen? Med Legemets Øine have vi dog vel ikke seet det?
Nei vist ikke?
Vi har ikke heller hørt det, ikke følt det. Aldrig har nogen udvortes Sands bibragt os et Begreb om Viisdom, Godhed, Fuldkommenhed, Skiønhed, Tænkekraft, og saa videre, og dog veed vi, at disse Ting ere virkelige uden for os, ja virkelige i den allerhøieste Grad. Kan ingen forklare os, hvorledes vi ere komne til disse Begreber?
En Stemme fra Jupiter, kiære Socrates! svarede Simmias. Jeg vil atter beraabe mig herpaa.
Om vi, mine Venner! hørde i det næste Kammer en fortreffelig Fløitestemme, ville vi da ikke løbe hen for at kiende den Fløitespiller, som saa stærkt kunde henrykke vores Øren.
Maaskee ikke nu, svarede Simmias smilende, da vi her høre den fortreffeligste Musik.
Naar vi betragte en Malning, blev Socrates ved, saa ønske vi at kiende den Mesterhaand, som har forfærdiget den. Nu ligger i os selv det allerfortreffeligste Billede, som nogentid Guders eller Menneskers Øine har seet, et Billede paa den allerhøieste Fuldkommenhed, Godhed, Viisdom, Skiønhed o. s. v., og dog have vi endnu ikke erkyndiget os om den Maler, der har tegnet disse Billeder.
