Ja!
Men naar gaaer Eftertanken best for sig? Jeg meener, naar vi ligesom ikke føle os selv; naar hverken Syn eller Hørelse, hverken behagelige eller ubehagelige Følelser erindre os om os selv. Da borttager Siælen sin Opmærksomhed fra Legemet, forlader, saa meget den kan, dets Selskab, for at samle sig selv og betragte, ikke det Sandselige i Formaalene, men det Væsentlige; ikke de Indtryk som de virke i os, men det som de virkelig indeholde.
Rigtig!
Atter en Leilighed, hvorved den Viises Siæl maae søge at undgaae Legemet, og afsondre sig derfra saa meget som mueligt.
Efter ald Anseende.
For at giøre Sagen endnu tydeligere; Er den allerhøieste Fuldkommenhed en blot Tanke uden noget udvortes Formaal, eller betyder den et virkeligt Væsen, som er tilstæde uden for os?
Upaatvivlelig et virkeligt uden for os tilstædeværende uindskrænket Væsen, som Tilværelsen fortrinligviis maae tilkomme, kiære Socrates!
Og det allerhøieste Gode og den allerhøieste Viisdom? Ere de og noget virkeligt?
Ved Jupiter! Ja! De ere Egenskaber som ere uadskillelige fra det allerfuldkomneste Væsen, uden hvilke det ikke kan have Sted.
