Det er Sandhed, Socrates!
Jeg gaaer nu videre. Hindrer ikke ofte Legemet den, som elsker Viisdom, i sin Eftertanke? og vil den vel love sig nogen synderlig Fremgang i Viisdom, der ikke har lært at ophæve sig over de sandselige Formaale?
Jeg forklarer mig.
Indtrykkene i Synet og Hørelsen ere, saaledes som de blive os tilsendte fra Formaalene, blot enkelte Følelser og ingen Sandheder, thi disse maae ved Hielp af Forstanden uddrages deraf. Ikke?
Jo vist!
Som enkelte Følelser maae man heller ikke fuldkommen forlade sig paa dem. Og Digterne synge med Rette: Sandserne forstaae og begribe intet tydeligt. Hvad vi høre og see, er fuldt af Forvirring og Dunkelhed. Kan nu disse to Sandser ingen tydelige Indsigter give os: saa ere de øvrige meget utydeligere Sandser ikke engang at tænke paa.
Vist ikke.
Hvorledes maae nu Siælen begynde det, naar den vil komme efter Sandhed? Naar den forlader sig paa Sandserne, saa er den bedragen.
Rigtig?
Den maa altsaa eftertænke, dømme, slutte, opfinde: og ved dette Middel, saa meget mueligt, trænge ind i en Tings sande Væsen.
